E.C.
- skræk, gys og gru!
af Anders Hjorth-Jørgensen
I 1945 startede M.C.
Gaines - som i 1933 præsenterede verdens første tegneserie- hæfte, Funnies on Parade - forlaget Educational Comics, dvs. E.C.
Forlagets
første udgivelser var opbyggelige hæfter som Picture Stories From the Bible (udgivet på dansk i 50erne),
Picture Stories From American History og Picture
Stories from Science, som
først og fremmest skulle bibringe sit barnlige publikum "seriøs" viden om
fortid, nutid og fremtid.
Da M.C. Gaines døde ved en motorbåds- ulykke i 1947, måtte sønnen William (Bill) Gaines imidlertid afbryde sit
kemistudium og overtage en ikke videre rentabel forretning, fordi faderens
udgivelsespolitik til stadighed igennem to år havde været præget af en vaklende kurs.
Bill Gaines fortsatte denne kurs, som ud over de opbyggelige hæfter gik ud på at udgive
diverse tilfældige kærligheds-, western-, science fiction- og krimitegneserier. I 1949
indså han imidlertid, at der måtte gøres noget radikalt, hvis EC skulle overleve som
tegneserieudgiver. Udgangspunktet for ECs "nye linie" blev derfor de historier
med skræk, science fiction og krimi, som Bill Gaines havde elsket som barn, da han læste
30'ernes amerikanske pulphæfter - dvs. populær- litterære sensationshæfter, som blev
solgt til billige penge i kioskerne.
Fra ECs hendøende tegneseriehæfte War Against Crime hentede han derefter "the vault keeper" og gjorde denne
uhyggelige mandsperson til fast leverandør af ironiske kommentarer til 6-7 siders
gruopvækkende gyserhistorier i hæftet The Vault of Horror. Samtidig besluttede han, at for eftertiden skulle initialerne EC stå
for "Entertaining Comics".
The Vault of Horror udkom med første nummer i 1950 og blev
samme år fulgt op af The Haunt
of Fear og Tales From the Crypt og i 1952 af Shock Suspenstories.
Indtil 1954, hvor de fire titler stoppede som følge af 50’ernes tegneseriehetz, var
de en særdeles indbringende forretning for EC. Men de var samtidig med til at financiere
udgivelsen af Bill Gaines' "hjertebørn", science fiction-serierne i
Weird Science og Weird Fantasy, og af Harvey Kurtzmanns antikrigshæfter Two-Fisted Tales og
Frontline Cornbat. Ingen af disse hæfter opnåede dog samme popularitet som
skrækserierne.
Sammen med sin medredaktør Al Feldstein (siden 1956 redaktør af EC’s Mad som afløser for Kurtzmann, der redigerede og skrev hæftet fra
starten i 1952) skrev Bill Gaines selv hovedparten af de historier, som blev bragt i
The Vault of Horror, The Haunt of Fear, Tales From
the Crypt og Shock Suspenstories indtil 1954. Uden en række gode kunstnere
ved tegnebordet, havde successen dog nok været minimal. For det er værd at bemærke,
hvordan Jack Davis, George Evans, Johnny Craig, Graham Ingels, Jack Kamen, Reed Crandell,
Joe Orlando og Wally Wood gennem deres tegninger var med til at fortolke historierne, så
de blev brangt op på et plan, der adskilte sig fra det banale.
Samtlige historier kunne læses på to planer. For at udstrække læseoplevelsen sørgede
Gaines og Feldstein for, at hver historie rummede et væld af beskrivende tekstrammer. De
kunne udmærket springes over, for faktisk var disse beskrivelser parallelle med
billedindholdet. Billeder og bobletekster var i sig selv nok til, at læseren fik den
fulde forståelse af både fortælleforløb, stemninger og figurbeskrivelser. Kun start-
og sluttekst, som enten blev leveret af Johnny Craigs "vault-keeper"
(gravgnaskeren), Jack Davis' "crypt-keeper" (fætter Maddike) eller Graham
Ingels' "old witch" (den gamle heks) var i den forbindelse nødvendige for
helhedsindtrykket. De leverede nemlig den ironiske distance, som også
lå i de gruopvækkende historier.
For Gaines og
Feldstein var det tilstrækkeligt at levere skrækhistorier, der ligesom Poe’s og
O'Henrys noveller tog en overraskende vending på sidste side. Alligevel oplever man, at
flere af historierne har en morale, som har haft aktualitet i samtiden - og i mange
tilfælde stadigvæk har noget at sige læseren. Racediskrimination,
kommunistforskrækkelse og sociale eller menneskelige forhold var emner for mange af ECs
skrækhistorier, specielt de af dem, der daterer sig fra 1953 og 1954, hvor specielt Carl
Wessler kom til at stå for flere af manuskripterne. Desværre var det ikke kotume hos EC
at oplyse forfatternavn på de enkelte episoder, så det kan i dag være svært at
konstatere, hvem der egentlig er ophavsmand til intrigen - ud over tegneren, som altid
oplyses.
Da ECs serier ofte havde et positivt forhold til farvede og et nuanceret syn på sociale
og menneskelige forhold, og da de ikke gik af vejen for at mane kommunistspøgelset i
jorden, er det ikke underligt, at det netop var disse serier, som i 1954 måtte trækkes
tilbage fra et snævertsynet amerikansk marked, der ligesom nu foretrak ufarlig,
bevidstløs underholdning.
Psykiateren Frederic Wertham havde siden
slutningen af 40erne ført et korstog mod tegneserier, og da McCarthys kommunisthetz
først i 50erne førte en række høringer med sig, som i sidste ende også inddrog
tegneserierne, var der ingen vej uden om. Gaines måtte enten stoppe sine hæfter eller
uderkaste sig forlagenes selvbestaltede censur, "comies code".
l 1954 kunne man således bl.a. i ShockSuspenstories, som netop fuldt bevidst gennem Wesslers manuskripter og Gaines og
Feldsteins redaktion havde slået til lyd for et mere nuanceret samfundssyn, læse
følgende kommentar fra redaktionen:
Tegneserierne er under
beskydning. Skræk- og kriminaltegneserierne især. På grund af forskellige
"velmenende" enkeltpersoners og gruppers anstrengelser bliver et stort udsnit af
offentligheden forledt til at tro, at visse tegneseriehæfter fremmer
ungdomskriminaliteten, forkvakler de unge arnerikaneres sind og får indflydelse på
læserens personlighed. Blandt disse "velmenende" befinder sig en psykiater, som
har gjort det til en indbringende forretning at angribe tegneseriehæfter, visse forlag,
som ikke udgiver tegneserier, og som kunne drage fordel af deres bortgang, flere grupper
af voksne, som har fundet det for godt at skyde skylden for deres manglende
forældreansvarsfølelse over på tegneserierne i stedet for på sig selv, og forskellige
grupper af sensationssøgende.
Den slags mennesker er aggressive. De klager til lokale politimyndigheder, lokale
grossister og til deres kongresmedlemmer. De klager og klager og truer og truer. Til sidst
bliver alle skræmte. Bladhandleren bliver skræmt. Han fjerner hæfterne fra
udstiliingsstativerne. Grossisten bliver skræmt. Han nægter at aftage nye partier.
Kongresmedlemmerne bliver skræmte. November-valget står for døren! De starter en
undersøgelse. Denne bølge af hysteri har truet tegneseriehæfteindustriens hele
eksistens alvorligt.
Selv om Gaines og hans stab i en
sidste krampetrækning gjorde opmærksornhed på det snævertsyn, som i 50’erne
gennemsyrede det amerikanske samfund - ligesom de i fire år havde gjort det i deres
skræk-, SF-, krimi og krigstegneserier - hjalp det ikke stort. EC bukkede under for den
offentlige mening og industriens censurforanstaltninger. Tilbage blev et par mere
tandløse hæfter, som hurtigt gik ind som følge af manglende salg, og så selvfølgelig
Mad. Men Mad var så også stærkt nok til fortsat at
gøre EC til en indbringende forretning - efterhånden til et millionforetagende.
|
E.C. på dansk
I 1950'erne kunne
E.C.'s hæfter købes
på originalsproget i Danmark. Der skulle
gå et par årtier, før de forelå i dansk
oversættelse i begrænset omfang.
Mad er udkommet siden 1962, mens
skræk og science fiction lod vente på sig
- og sidstnævnte genre da kun sporadisk repræsenteret i Den store skrækbog.
I to omgange har forlaget Interpresse
forsøgt at lancere skrækserierne på
dansk. Forsiderne fra de to udgivelser
ses herunder.
Gysertimen 1-5, Interpresse
1987
skræk
Skræk 1-6, Interpresse
1993-94
|
