Bemærk: Dette websted opdateres ikke.
Det ophørte officielt ved indgangen til 2013.
Derfor vil en række links være døde
Men nu ligger det her som et historisk
dokument, hvor en stor del af indholdet
stadig har relevans.
 

Exhibitions

DENGANG I 50'ERNE

BILL GAINES
OM E.C.

I juni 1982 var EC's berygtede og succesfulde redaktør og udgiver William Gaines i København. Søndag den 25. juli opsøgte jeg ham på hotel D'Angleterre for som aftalt at få et interview med ham. Godt nok var det tidligt på formiddagen, men førstehåndsindtrykket af den excentriske amerikanske millionær var alligevel mere chokerende end ventet. Da han kom ned ad trappen, tænkte jeg straks på tegneren Roy Krenkels beskrivelse af ham: »Han minder mig om en uredt seng!«. For hans lærredsbukser havde set bedre dage, livremmen bar præg af mange års voksende livvidde og det grå hår og skæg kunne godt trænge til en saks. Jeg stod tydeligvis over for en mand, som satte pris på at have det behageligt, og som gav pokker i omgivelsernes forventning til sømmelig frerntoning.

AHJ: I dag er du verdensberømt som udgiver af »Mad«, men din væsentligste tegneserieproduktion hører hjemme i 50'erne. Faktisk startede du din tegneseriekarriere i 1946 - da du var 24 år - med »Picture Stories From Science«. Hvorfor valgte du tegneserieindustrien som levevej i så sen en alder?

WG: Det var nu et hæfte udgivet af min far. Grunden til at jeg valgte tegneserier var, at min far udgav dem. Men jeg foretog nu ikke valget i 1946. På det tidspunkt læste jeg til kemilærer. Men min far blev dræbt ved en bilulykke i 1947, og det var på det tidspunkt, jeg besluttede, at jeg ville fortsatte forretningen. Simpelthen fordi min mor ikke ønskede, at den skulle lukke. Det var ikke min beslutning. Jeg ville hellere have været kemilærer. Men jeg er nu ikke ked af, at jeg ikke blev det. For jeg er ikke i tvivl om, at mit liv som udgiver har været morsommere.

AHJ: Da du overtog EC, udgav forlaget kærlighed, western og krig. Såvidt jeg er orienteret! Men du ændrede udgivelsespolitikken totalt. Hvad var din holdning til tegneserieudgivelser dengang?

WG: Det er nu ikke helt rigtigt, hvad du siger. Da jeg overtog forlaget, udgav det fortrinsvis børnetegneserier. Det ændrede jeg ved at begynde en udgivelse af kærligheds-, kriminal- og westernserier, som forøvrigt var efterligninger af allerede eksisterende tegneserier. Det var først efter, at Al Feldstein blev ansat på forlaget, og efter vi fik skabt vores stadigt eksisterende redaktør/forfattersamarbejde, at jeg besluttede ændringen af udgivelsespolitikken. Jeg ville simpelthen udgive tegneserier inden for genrer, som interesserede mig, mens jeg var dreng. Det var først og fremmest skræk, science fiction og spænding. Jeg valgte genrer, som jeg altid havde haft fornøjelse af at beskæftige mig med. Det var først, da Harvey Kurtzman blev ansat på forlaget - med et stærkt ønske om at udgive spændingseventyr, som jeg overhovedet ikke havde nogen føling med, at krigshæftet »Two-Fisted-Tales« så dagens lys. Det var nogenlunde samtidig med Koreakrigen, som fik en central placering både i »Two-Fisted-Tales« og det senere »Frontline Combat«. Derefter bestod vore udgivelser af skræk, science fiction, spænding og krig. Senere startede vi endnu et hæfte, nemlig »Mad«.

AHJ: Mange EC-skrækepisoder foregik på sindsygehospitaler eller beskæftigede sig med social elendighed. Krigshæfterne var antiheroiske og SF-episoderne yderst pessimistiske med hensyn til mennesketsfremtid. Var det blot ECs opfattelse indsvøbt i blod, vold og uhygge? Eller forsøgte du som udgiver, redaktør og forfatter at give læseren lidt mere end blot underholdning?

WG: Krigshæfterne blev redigeret og skrevet af Kurtzman, og de var udtryk for hans holdninger til krig. Alt andet blev produceret som ren underholdning. Men det forhindrede os selvfølgelig ikke i at sætte et stød ind hist og her. Men det var først og fremmest underholdning.

AHJ: De fleste EC-episoder beskæftiger sig med vold. Hvad var - og er - din holdning overfor vold i tegneserier?

WG: Dengang fornemmede vi - og det gør jeg for øvrigt stadigvæk - at folk kan lide historier om vold. Der er

AHJ: Hvorfor måtte I stoppe SF-, krigs-, krimi-og skrækhæfterne? Var det kun p.gr.a. volden, eller var der andre årsager? Havde det feks. noget at gøre med det politiske klima i USA i 50erne?

WG: Nej, det havde intet at gøre med det politiske klima. En masse mennesker tror, at mine problemer med tegneseriehæfterne havde noget at gøre med McCarthy. Han var godt nok en slem gut, men han generede aldrig mig. Jeg var ikke betydningsfuld nok. Han ledte efter langt mere spændende sager, som han kunne slippe Fanden løs på. De problemer, jeg havde i 1954 med hensyn til mine tegneserieudgivelser, skyldtes, at en masse mennesker i staterne troede, at tegneserierne var årsagen til ungdommelig dårligdom. Det var først og fremmest en herre ved navn dr. Frederic Wertham, hvis bog »Seduction of the Innocent« hævdede, at tegneserier førte til ungdommens forfald

og meget værre ting. Jeg er ikke i tvivl om, at det var den bog, som førte til modstanden fra forældre og lærere imod tegneserier. Den medførte, at det blev vanskeligt at udgive tegneserier overhovedet. Jeg tror ikke, at der var noget politisk i det. Det var simpelthen, fordi folk i almindelighed var bange for, at børnenes mentalitet skulle tage skade. Jeg stoppede simpelthen mine hæfter, fordi det dengang var for vanskeligt at udgive dem. Det eneste, jeg bevarede, var »Mad«.

AHJ: Ja, men kigger man på krigshæfterne, finder man en masse antiheroiske episoder. En masse episoder, som ikke beretter den populære version af Korea-krigen.

WG: Det er rigtigt! Men det skyldes udelukkende Kurtzman og hans redaktionelle linie. De mennesker, som kritiserede tegneserier, læste dem faktisk ikke. Havde de gjort det, ville de sikkert også have kunnet lide en del af dem. De var simpelthen imod denne publikationsform i det hele taget. Og det er vel meget menneskeligt at være imod ting, som man ikke rigtigt kender til.

Interview v/Anders Hjorth-Jørgensen