Ole Pihl

Ole Pihl blev født 6.8.1952 på Bornholm. Hans første tegneserie Leif i forstaden med manuskript af Jens Tofteskov udkom i 1978 som album på Borgens forlag. Det var en realistisk hverdagsbeskrivelse om unge i en grå forstadsbebyggelse.
Albummet blev rimelig positivt modtaget af anmeldere og publikum som følge af den gode miljøbeskrivelse baseret på fotos fra Avedøre, men man må konstatere, at historien ikke fungerede. Persontegningen var simpelthen for svag og udflydende.
Da Ole Pihl i 1979 fik afgangsbevis fra Skolen for Brugskunst, havde han imidlertid fået styr på sin tegneserieteknik - specielt var hans karaktertegning blevet væsentlig forbedret. Det kunne man konstatere, da forlaget Carlsen i 1981 udgav 2. del af Leif i forstaden, Som blommen i et æg. I modsætning til 1. del var den i farver, og allerede det gjorde den mere tillokkende. Den primære forskel på de to album lå dog i udnyttelsen af mediets muligheder. Ikke kun personkarakteristikken men også lay out'en - og dermed overskueligheden - var forbedret. Derfor fængede historien om de rod- og arbejdsløse unges vilkår også langt bedre.
I øvrigt blev de to episoder af Leif i forstaden først bragt som føljeton i Samvirke - begge med megen læserkritik som resultat. Sidste episode stoppede da også efter en halv snes sider.
I 1984 udkom det velkomponerede album Det hvide guld, første del af tegneserien Reporterne, skrevet af Ole Pihl, som også havde tegnet serien i samarbejde med Claus Korsgaard.
Samfundskritikken rettes her mod de sensationshungrende journalister på formiddagsbladene. Selv mener de to kvindelige hovedpersoner at have gjort et godt stykke arbejde i deres afsløring af den danske narkoverden. Men historien foregår i to parallelle forløb, hvor det ene viser, hvad der virkelig sker i narkomiljøet.
Det hvide guld er uden farver. Det forringer overskueligheden. På trods af denne mangel er helhedsindtrykket dog en dynamisk og spændende fortalt historie med samfundsrelevans.
Det samme kan siges om andet album i serien, Nordstjernen, som fortælles i flotte, atmosfæremættede farver, som tydeliggør billedernes indbyrdes sammenhæng og understreger spændingen billederne imellem.
I samme stil - men i bevidst og udtryksfuld sort/hvid - leverede Ole Pihl den satiriske Kommissærens børn 1981-83 til magasinet Kystbane Komix. Her gjorde han op med 68-generationens idealer.
Samtidig med arbejdet på det endnu upublicerede tredie bind af Reporterne begyndte Ole Pihl at eksperimentere med tegneseriernes udtryksform i en næsten abstrakt men særdeles smuk, gråtonet og udtryksfuld stil. Denne tegneseriepoesi kan opleves i albummet Slangens bud og i Bogfabrikkens antologier København og Danske fristelser samt i forlaget Per Kofoed og Danslærerforeningens tidsskrift Kanibal, hvis 3 numre Ole Pihl stod for udformningen af fra starten i 1987.
I samarbejde med forfatteren Jens-Martin Eriksen udgav Ole Pihl i 1990 albummet Mozart i vinden, udført under anvendelse af scrapeboard-teknik.
I øvrigt blev Det hvide guld udgivet som undervisningsalbum til folkeskolens samtids-orientering - udvidet med en række artikler om narkoproblemer og avisjournalistik. Desuden udformede Ole Pihl og Claus Korsgaard i 1984 en tegneserie til Dorthe Frølich og Søren C. Langagers Lovens lange arm, udgivet af Gjellerup/Gads serie EFG samtid.
I 1985 debuterede Ole Pihl som skønlitterær forfatter med den illustrerede novellesamling Jeg kan få alle dem der vil have mig. Han har også påtaget sig opgaver som artikel-illustrator og har været flittig leverandør af illustrationer til diverse bogudgivelser.
I 1992 begyndte Ole Pihl at læse til arkitekt, hvilket bl.a. afstedkom flere artikler i Politiken om byplanlægning i København.

Litt.: Anders Hjorth-Jørgensen: Ole Pihl - serietegner i 80erne (i: Kulørte Sider nr.1/1986).Nan Henningsen: Leifs forældre og deres levende modeller (i: Samvirke nr. 51/1978).

Ole Pihl was born in 1952. His first comic, Leif in the Suburbs (Leif i forstaden), written by Jens Tofteskov, appeared as an album in 1978. It was a realistic description of the everyday life of youths in a gray suburban housing project. The album was received quite positively by critics and the public as a result of the good description of the environment, based on photos of the dreary concrete and high-rise buildings of the Avedøre suburb of Copenhagen, but the story did not work. The character drawings were simply too weak and vague.
By the time Ole graduated from the School of Applied Art in Copenhagen in 1979, he had perfected his comics technique. His character drawing in particular had considerably improved. That became clear in 1981, when Carlsen published the second part of Leif in the Suburbs, Like the Yolk of an Egg (Som blommen i et æg). In contrast to the first part, the second was in color, which in itself made it more attractive. But the main difference between the two albums lay in the use of the possibilities of the medium. Not only the human characterizations, but also the layout, and with it the clarity, were improved.
In 1984 the well-composed album White Gold (Det hvide guld) appeared, the first part of the series The Reporters (Reporterne), written by Ole Pihl, and also drawn by Pihl in collaboration with Claus Korsgaard. The social criticism in this work is directed towards the sensations-hungry journalists of the morning papers. The two female main characters think that they have done a good job in their unveiling of the Danish narcotics world.
Det hvide guld is without colors, which lessens the clarity. Despite that drawback, the general impression is of a dynamic and absorbing story with social relevance. The same can be said of the second album in the series, The North Star (Nordstjernen), from Copenhagen’s squatters’ milieu. It unfolds in fine, atmospheric colors which clarify the connection between the pictures and underscore the excitement.
In the same style, but in deliberate and expressive black and white, Ole Pihl created the satirical The Commissioner’s Children (Kommissærens børn) in 1981-83 for the satirical magazine Kystbane Komix. This work was a coming to terms with the ideals of the ’68 generation.
At the same time, while at work on the still unpublished third part of Reporterne, Ole Pihl began to experiment with the series’ form of expression in an almost abstract but most attractive, gray-toned and expressive style. This comics poetry can be experienced in the album The Snake’s Command (Slangens bud), where Ole Pihl intelligently relates the ancient Greek myths and legends through depictions of modern urban fates. It can also be seen in Bogfabrikken’s anthologies Copenhagen (København) and Danish Delights (Danske fristelser), as well as in publishers Per Kofoed’s magazine, Cannibal (Kannibal), the three editions of which were conceived by Ole Pihl from early 1987.
In 1990 Ole Pihl, in collaboration with Danish author Jens-Martin Eriksen, produced the album Mozart in the Wind (Mozart i vinden), using the scrapeboard technique. In 1985 Ole Pihl made his debut as an author with the illustrated collection of short stories, I Can Get Everyone Who Wants Me (Jeg kan få alle dem der vil have mig). He has also illustrated articles and has been a prolific creator of illustrations for various books. Since 1992, Ole Pihl has studied architecture.