Bemærk: Dette websted opdateres ikke.
Det ophørte officielt ved indgangen til 2013.
Derfor vil en række links være døde
Men nu ligger det her som et historisk
dokument, hvor en stor del af indholdet
stadig har relevans.
 

Exhibitions

DENGANG I 50'ERNE

Tegneserier og seriehæfter er blevet dagligt samtaleemne. Med nedsættelsen af »Det kulørte Udvalg« er emnet ligefrem gjort til noget centralt i hele ungdoms-debatten. Er det nu ikke at skyde gråspurve med kanoner?
TØRK HAXT-HAUSEN - kendt for sine fremragende populærvidenskabelige artikler i Politikens søndagsmagasin - rejser selv i denne lille, letlæste bog spørgsmålet, idet han peger på, at vor tegneserie-situation ikke tør betegnes som faretruende (sammenlign blot med Sverige). Til gengæld viser han, hvad vi kan vente os, hvis den amerikanske serie- mentalitet vinder yderligere indpas.
»Opdragelse til Terror« gennemgår med fyldige text- og illustrationsprøver en lang række af de skrappeste amerikanske serier inden for alle genrer. Bogen er i virkeligheden et rystende tidsdokument, og enhver, som føler sig engageret i den aktuelle diskussion - dvs. alle forældre, lærere, børneopdragere, ungdomsledere og socialt interesserede - vil her finde den virkelige indsigt, som er nødvendig for at give sin argumentation slagkraft.

Citat fra bogen:
»Og nu véd I, djævle, nu véd I, hvorfor der bliver spillet baseball i måneskinnet ved midnat på Central City's øde bane. Se nøje efter! Se dette mærkelige baseball-spil! Se de trevlede tarme, som markerer banen. Se lungerne og leveren, som angiver hjørnerne... hjertet, som markerer udgangsstillingen. Se dr. White bøje sig ned og børste hjertet med den sølede skalp, mens han råber: »Begynd, Philly-boy! Kast!« - Se batter'en indtage sin plads og prøvende svinge benene og armene og kaste dem alle væk undtagen eet ben; se ham stå ventende, til kasteren sender hovedet ind til ham. Se, hvordan catcheren har den arm- og benløse krop bundet på sig som brystpanser, se mavesækken og alle de andre ting, som engang var Central City's stjernespiller Herbie Satten ...«
Ovenstående deliriums-snak er en forkortet oversættelse af den amerikanske tekst til to seriebilleder, der viser et mareridt af et baseball-spil, hvor bolden er et af hugget hovede med åben mund og det ene øje hængende nedad kinden, og de øvrige redskaber - se ovenfor. Det er et typisk eksempel på indholdet i de såkaldte horror-comics - skrækserier. Der er ikke tale om et særligt udvalgt afsnit, gennemsnittet er sådan. De nysgerrige kan selv undersøge sagen, for denne slags amerikanske seriehæfter kan fås herhjemme, selvom de ikke udstilles i kioskvindueme, men gemmes under disken til særlige kunder.

Citat fra bogen:
Wild West og Texas er et par yderst slet trykte, meget rå og fordummende seriehæfter, langt under de to førnævnte (red: Skipper Skræk og Kong Kylie) i kvalitet. Serierne er fortsatte fra nummer til nummer, men man kan springe ind i handlingen hvorsomhelst, fordi det skema, den er bygget over, aldrig forandrer sig. Der sker omtrent det samme hele tiden, og det er svært at begribe, at denne helt mekaniske opremsning af enkle voldssituationer kan holde hæfterne på markedet. Antallet af billeder, som viser vold, mord eller slagsmål er mellem 40 og 50 pr. 100, stigende til 76 i visse perioder, og brutaliteten er af en ganske anderledes hårdhændet slags end i CAE's hæfter.

Citat fra bogen:
I Batman-serien optræder der to hovedpersoner, en solid ung mand i velsiddende jakkesæt og en fjorten-års dreng. Det er en af de meget få serier, hvor man præsenteres for noget, der ligner hyggeligt familieliv; Bruce og Robin - det er personernes civile navne - vises ved morgenbordet i deres fælles hjem, i fredelig snak over en tallerken cornflakes og omgivet af lutter symboler på idyllisk familieliv - rødternet dug på bordet, blomster i glas og fornemt service, eller man ser Bruce liggende henslængt på en divan, mens drengen Robin sidder på gulvet ved hans side med hovedet kærligt lænet mod hans lår, henfalden i bekymrede tanker: »Hvad mon der dog går af Bruce? Han har ikke været sig selv i de sidste dage,« står der i boblen over Robins hovede. Bruce, der i aktion hedder Batman, redder ustandseligt Robin ud af de skrækkeligste farer, hvad der naturligt nok knytter dem endnu fastere sammen. Når de er på forbryderjagt, er de begge iført stramtsiddende uniformer med langskaftede støvler og små trusser; Robins yndlingsstilling er med hænderne i siden og vidt skrivende ben, som oftest tegnet skråt nedefra. Sker det en sjælden gang, at Bruce nedlader sig til at vise en ung dame lidt opmærksomhed, tager Robin det med overlegen ro - som i den scene, jeg for et årstid siden så i et dansk seriehæfte, hvor Brucé danser med en dyr dame, mens Robin sidder tilbage og smilende ser til, sikker på sin ven.
Man kan indvende, at den slags billeder kan tolkes forskelligt, og at man må være lidt af en homoseksuel for at digte et anstødeligt indhold ind i dem - eller i det mindste besat af en sygelig mistænksomhed. Men de forlag, som udgiver super-menneske hæfterne, holder sig med særlige kartoteker, hvor de mest »interessante« billeder gemmes til brug for voksne kunder, som har en bagvendt smag. Hertil kommer dr. Werthams materiale, som viser, at et stort antal unge bruger serierne til at stimulere homoseksuelle fantasier med - og mener man, at disse unge måske i forvejen var homoseksuelt indstillede, har man dog ikke bortklaret de ikke så få tilfælde, hvor ellers normale drenge fik vakt en usund, homoseksuel nysgerrighed ved at læse serierne, eller de eksempler, dr. Wertham nævner, hvor syv-otte års børn viste sig at være helt ensidigt homoseksuelt indstillede. Til disse klare tilfælde føjer sig utallige andre; børn og unge, som ikke var homoseksuelle, men som var helt abnormt hadefulde eller bange i deres forhold til det modsatte køn.

Skipper Skræk