|
Reed Crandall
Reed Crandall blev født 22.
februar 1917 i Winslow, Indiana. 1935-39 studerede han ved Cleveland School of Art og
solgte i denne periode sine første illustrationer til børnebøger. I 1940 startede han
sin tegneseriekarriere ved NEA Syndicate. Samme år gik han over til Iger Shop, hvor han
tog sig af hæfteopgaver for forlagene Quality og Fiction House. Her gjorde han sig
bemærket gennem tegnekunst inspireret af illustratorer som Joseph Clement Coll, Henry
Pitz, Herbert Morton Stoops, James Montgomery Flagg, N.C. Wyeth og Howard Pyle, beskrevet
således af studiomedarbejderen Gerry Altman: »Reed var et stort problem for Iger. Hans
arbejder var eminente og hver gang han dukkede op, tog vi alle en pause for at beundre
dem. Iger måtte simpelthen bede ham om at lade tegningerne blive hjemme.«
I 1941 fik Crandall et tilbud om ansættelse hos Quality og tegnede derefter bl.a. i 1941 Hercules
og Espionage, 1941-42 Stormy Foster, Firebrand og Ray,
1941-43 Uncle Sam, 1941-44 Dollman, 1942-43 Midnight og 1946-49
Capt. Triumph for forlaget.
I perioden 1942-53 - kun afbrudt af militærtjeneste i 1945 - tegnede han desuden Blackhawk
til hæftet Military Comics - en serie, som Chuck Cuidera havde startet i august
1941 efter oplæg fra Will Eisner.
Blackhawk fortalte om en gruppe bestående af syv lejesoldater, som kæmpede mod
Hitler under 2.verdenskrig. Senere var de også aktive på andre krigsskuepladser.
Da Korea-krigen sluttede, gik Blackhawk og hans svende i krig mod diktatorer i skiftende
bananrepublikker og mod forrykte videnskabsmænd. Men temaet, som i starten havde vundet
genklang gennem hårdkogte, realistiske manuskripter og ikke mindst som følge af
Crandalls mesterligt udførte flyscenerier, havde overlevet sig selv. Blackhawk stoppede
i 1968 efter de sidste 11 år at have været udgivet af DC.
1976-77 forsøgte samme forlag at genoplive serien, men den stoppede efter 7 numre. I
slutningen af 80erne har forlaget forsøgt sig igen, denne gang med Howard Chaykin ved
tegnebordet.
Samtidig med arbejdet på Blackhawk tegnede Crandall også for andre forlag. Til
Fiction House leverede han bidrag til Kayo Kirby i 1941, Sheena i 1942
og Kaanga i 1943 og 1945. Desuden tegnede han Captain America til Timely
i 1941 og diverse andre hæfteserier til Gleason, Pflaum & Denison, Pines, Avon,
Eastern Color og Ziff-Davis, inden han i 1953 blev beskæftiget hos E.C. Her præsterede
han en række fremragende tegnearbejder til forlagets skræk- og SF-hæfter, indtil E.C.
indstillede produktionen i 1955.
Herefter tegnede han sammen med George Evans Julius Cæsar, Klokkeren
fra Notre Dame og De skotske drenge til Classics Illustrated.
1961-65 tegnede han til Dell-hæftet Twilight Zone og til Towers T.H.U.N.D.E.R.-agents
(T.O.R.D.E.N.agenterne) i 1965. 1966-69 tegnede han hæfteversionen af Flash Gordon
(Jens Lyn). I 1964 vendte Crandall tilbage til stemningen fra sine E.C.-serier, da han
blev beskæftiget med skrækserier til forlaget Warrens magasiner Eerie og Creepy.
I starten af 70erne leverede han desuden bidrag til et par Marvel-udgivelser.
Reed Crandall døde 13. september 1982.
Ved siden af hans tegneseriearbejde er det frem for alt illustrationerne til forlaget
Canaverals udgivelser af Edgar Rice Burrougs' romaner i 60erne, der springer i øjnene.
|
|
|