|
|
|
||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||
|
Bemærk: Dette websted opdateres
ikke. |
||||||||||||||||||||||
 |
præsenterer
7 ÅRTIER MED |
|
SPLINT & CO. af Anders Hjorth-Jørgensen
|
| Under overskriften Splint
& Co.'s fornyelse. Ansigtsløftning til 60 års jubilar skriver Carsten
Søndergaard på forlaget Carlsens website i februar 1999 bl.a.: " … serien har siden 1938 været lagt i hænderne på adskillige talentfulde serieskabere ... De har næsten alle sammen videreudviklet seriens koncept på deres egen måde, og med det allernyeste album, Jagten på Splint, tager den mere end 60-årige serie et nyt skridt fremad. De nuværende serieskabere, forfatteren Tome og tegneren Janry, er de samme, som de har været siden 1981, men alligevel er seriens fornyelse denne gang ret radikal. Der er faktisk ikke noget tilbage af den klassiske piccolo! … Med sorte billedrammer … betydeligt mere realistiske tegninger, en mindre karikeret og mere moderne omgangsform hovedpersonerne … er det tydeligt: Splint & Co. har fornyet sig … Det er ikke første gang i seriens tresårige historie, at Splint & Co. har transformeret sig - og sikkert heller ikke sidste. Faktisk bekræfter det blot, at Splint & Co. er den mest livskraftige af alle klassiske serier!" Nej, der er ikke første gang, serien har fornyet sig. Spørgsmålet er blot, om fornyelsen også denne gang – som det tidligere er set – er et skridt fremad, eller om der snarere er tale om et tilbageskridt? |
|
|
Der
var engang i 1938 … Den.
21. april 1938 udkom første nummer af det fransk/belgiske tegneseriemagasin Spirou.
Forsiden var domineret af en tegneseriefigur, der bar samme navn som magasinet, piccoloen
Spirou. Splint, som han mange år senere kom til at hedde på dansk, er i dag en af de
mest populære helte i størstedelen at den tegneserielæsende verden. |
| med den senere
Franquin-episode med samme titel. Rob-Vel forblev tegner på serien indtil september 1943
- dog afløst af Jijé (Joseph Gillain) en
kort overgang i 1941. Det blev Jijé, som for alvor kom til at udvikle seriens udtryk og univers, da han blev fast tegner på Splint & Co. i september 1943. Rob-Vel havde i juni 1939 introduceret egernet Spip som Splints følgesvend og som handlingskommentator. I oktober 1944 gav Jijé Splint endnu en følgesvend i form af |
| fantasten Kvik
(Fantasio) - kopieret over Busser fra avisserien Blondie. Dermed havde den snusfornuftige Splint fået den irrationelle og koleriske modspiller, som skulle gøre sit til at forkludre løsningen på mangt et eventyr og tilføre det både spænding og humor. Kvik var fra begyndelsen detektiv. |
|
| Splint var
hotelpiccolo. Begge blev dog hurtigt gjort til reportere først på Spirou-udgiveren
Dupuis' avis »Le Moustique«, senere på tegneseriemagasinet Spirou. Men derved
fjernede serien sig også så langt som muligt fra sit udgangspunkt. Rob-Vel udtalte i 1973: "Hvis jeg var fortsat på serien, ville den være kommet til at handle om en globetrotter, der arbejdede som piccolo på hoteller over hele verden. I dag er Splints uniform uden mening i sammenhængen." Realistisk set et det selvfølgelig rigtigt. Men da Rob-Vel overgav serien i Jijés varetægt var Splint allerede blevet magasinet Spirou’s indarbejdede symbol. Han havde som piccolo fået til opgave at tage sig af gæsternes velbefindende i tegneserieland ligemeget hvor i verden, de befandt sig. |
| André
Franquin På det tidspunkt
blev Jijé allerede betragtet som veteranen i belgisk tegneseriekunst og blev derfor også
en eftertragtet læremester. En af hans "elever" hed André Franquin. |
|
| dynamisk og
karaktermæssigt udtryksfuld tegneserie. Franquin fortsatte i samme stil, hvad man kan
forvisse sig om ved at læse "Arven" (L'héritage de Spirou) i albummet Pygmæerne. Efter de to historier, "De sorte hatte" og "Mysteriet ved grænsen", ændrede Franquin imidlertid i 1950 indfaldsvinkel til serien. "Trolddom og champignoner" introducerer den nye |
|
linie ved at være
længere (57 sider) end de tidligere episoder og præget at en mere overskuelig
sideopbygning. Desuden var det i denne historie, at Franquin startede opbygningen af det faste persongalleri og fandt på basen for mangt et senere eventyr: landsbyen Champignac. Her mødte man for første gang greven af Champignac og oplevede hans succesfulde – men tit også kaosskabende - eksperimenter med champignon-ekstrakter (inkl. bivirkninger). Og man mødte borgerne i Champignac med den selvoptagne borgmester i spidsen. |
| Franquins
birollegalleri Trolddom og
champignoner blev traditionen tro bragt som føljeton i Spirou. Forlaget var
tydeligvis tilfreds med resultatet, for samme år udkom den i albumformat. |
|
| champignoner. Så tilfreds, at han faktisk lod albummet indgå som element i to senere album, Arvestriden (s. 25) og Hvor er spirillen (s. 46). |
|
| Før Trolddom og
champignoner havde Splint, Kvik og egernet Spip været seriens eneste gennemgående
figurer. Der er absolut ikke mangel på bipersoner i et album som De sorte hatte,
men ingen af dem dukkede op i senere historier. Ligesom tidligere Hergé og samtidig Carl
Barks ønskede Franquin imidlertid flere strenge at spille på. Derfor skabte han
efterhånden et større antal bifigurer rundt om hovedpersonerne. Den vigtigste biperson, som dukkede op i Trolddom og champignoner, var naturligvis greven af Champignac. Det er tydeligt, at Franquin på dette tidspunkt endnu ikke havde defineret hans karakter entydigt. Skulle han være en gal videnskabsmand af den slags, som ofte ses i tegneserier, eller skulle han være geniet, som hjælper Splint og Kvik? I årenes løb afslørede han sig som geniet - men så tilpas ekcentrisk i sin adfærd, at han bliver en morsom figur. Greven er en alsidig videnskabsmand. I Ægget fra fortiden arbejder han som palæontolog med studiet af fortidige fossiler. I Eventyr i Australien viser han evner som arkæolog og antropolog. Og i Tora Torapa studerer han vildandens vandringer. Det er dog først og fremmest som mykolog - svampeforsker - han opnår sine største resultater som opfinder af svampeekstrakter med mærkelige virkninger og bivirkninger. I Trolddom og champignoner handler det om en ekstrakt, som fordamper til en gul, bedøvende gas. Den anvendes også i senere album, bl.a. i Z som Zorglub og i Operation "Stilhed". I sidstnævnte bliver den stjålet og anvendt ved et bankrøveri. Ofte er det bivirkningerne af grevens ekstrakter, som medfører albummenes komiske højdepunkter, bl.a. i Tome og Janrys StORT uheld i Champignac, hvor resultatet bliver sort hud og kruset hår. Denne effekt - misfarvning af huden - blev der taget forskud på allerede i Trolddom og champignoner og i grevens anden optræden i serien, i albummet Hvor er spirillen? fra 1952, hvor et svampeekstrakt i pilleform kom Splint og Kvik til nytte. |
| Den første
tilbagevendende biperson i Trolddom og champignoner blev imidlertid Champignacs
hårdt prøvede borgmester. Endnu optrådte han som folkets ansvarsfulde talerør, men det
ændrede sig efterhånden. I senere historier blev borgmesteren mere og mere parodisk, og
da Fournier overtog serien udviklede hans taler sig til et vanvittigt sammensurium af
misforståede klicheer og sprogforbistringer. I albummet Æblevin til stjernerne når borgmesterens ordstrøm og talegaver eksorbitante højder i |
|
| absurd sprogbehandling. Det samme gør de i en anden af seriens markante Champignac- højdepunkter, Tome og Janrys StORT uheld i Champignac. |
|
Også andre bipersoner gjorde sig bemærket i Trolddom og champignoner. Det er typisk for Splint & Co., at selv ubetydelige baggrundsfigurer dukker op flere gange. F.eks. bemærker man borgmester- sekretæren Didriksen og bonden Gustav. Specielt viser førstnævnte sig ofte, bl.a. på første side i Operation stilhed, hvor han blot kører fordi og havner i grøften. Så ved den opmærksomme læser, at vi befinder os i Champignac. Dette rolige og fredsommelige landskab, hvis harmoni ofte afløses af kaos og anarki, når grevens opfindelser tager magten fra ham. |
| Uden mange ord og forklaringer passerer Didriksen jævnligt handlingen for med stoisk ro at komme galt af sted. I Ægget fra fortiden tramper dionosauren hans bil flad. I Ballade i Champignac kører han sin knallert op i et æbletræ. I Ned med diktatoren gør grevens svampegas hans bil til gummi, hvorefter Didriksen tillægges den uforglemmelige replik: "Det var i sandhed besynderligt. Der står slet ikke noget i håndbogen om, hvordan man klarer det her!" Og i Æblevin til stjernerne udsættes hans arme hoved på en gang for borgmesterens |
|
vilde fagter og angreb fra en
alpehue. Også Gustav møder man flere gange, bl.a. i Ægget fra fortiden, Buddhas fange, Z som Zorglub og StORT uheld i Champignac, men tit skal man have øjnene godt med sig for at få øje på ham. I Trolddom og champignoner leder man kun forgæves efter to jævnligt tilbagevendende motiver i Splint & Co.: levemanden og fyldebøtten Dyptud og statuen på torvet. Eller statuerne for at være helt korrekt. For så snart en statue er rejst udsætter historien den for snarlig destruktion. Dyptud mødte man første gang i 1957 i Ægget fra fortiden, mens statuen fik en kort men mindeværdig debut i 1954 i Ned med diktatoren. Borgmesteren, Didriksen, Gustav og Dyptud spiller i modsætning til greven sjældent aktive roller i hand- lingen.Til gengæld leverer de en række mindeværdige klovnenumre, som er med til at gøre Splint & Co. til en af de morsomste tegneserier nogensinde. |
|
|
Allerede i næste
album, Arvestriden, blev galleriet udbygget yderligere, idet en af seriens mest
markante skurke blev introduceret - Kviks fætter Sante. I forskellige forklædninger og
positioner dukker han senere op i albums som Ned med diktatoren, Kvik i knibe,
I skyggen af Z, Tora Torapa og Splint & Co. i Moskva. Det var også i Arvestriden, at Splint og Kvik fandt spirillen, som gennem sin optræden i Franquins senere episoder i serien udvikler sig til at blive en af tegneseriemediets mest bemærkelsesværdige og populære figurer. Ved at parre et stærkt mimisk udtryk med et varieret |
| kropssprog og
sætte dette sammen med en lang, udtryksfuld hale havde Franquin kreeret en af de mest
geniale skabninger, der endnu er set: spændingsskabende, lattervækkende og karakterfuld. På dette tidspunkt begynder Splint og Kviks beskæftigelse som reportere endelig at få afgørende indflydelse på historierne. I Næsehornets hemmelighed fra 1953 er det den |
| direkte igangsætter.
Det er også her, de støder på kollegaen Myg, som bliver en aktiv deltager i mange
eventyr. F.eks. er det hende, der senere optager filmen om Den vilde spiril, vel nok det mest charmerende album i serien. Det er |
|
 |
| også hende, der
senere i Tome og Janrys streg tager æren for Eventyr i Australien, og som i det
foreløbigt sidste album, Jagten på Splint, gør krav på Splint og Kviks
placering som hovedaktører. I Næsehornets hemmelighed introduceres også en anden væsentlig "figur" i serien - Turbo-bilen. Dette strømlinede og teknisk geniale rullende vidunder blev allerede foregrebet så småt i Arvestriden, hvor Kvik og Splint kører Turbo-racere, men som privatbil dukkede den først op i de to heltes besiddelse i nævnte album. |
Den dukkede i øvrigt
op i en ny og forbedret udgave i Oliesheik på afveje i 1957, inden den fik sin
sidste »optræden« med en kølerspids i SOS fra Bretzelburg i 1961. |
Den næste i rækken af
bemærkelsesværdige skurke mødte man i 1955 i albummet I murænens gab. Det
drejede sig om John Helena med tilnavnet »Murænen«. Senere optrådte han i Havmysteriet,
før han i Tome og Janrys Virus! ender på den rigtige side af loven. |
|
herredømmet.
Da han i I skyggen af Z og Tora Torapa igen optræder på skurkesiden, er
det Sante, som har vildført ham. Ellers lader både Franquin, Fournier samt Tome og Janry
ham være en værdifuld assistent for grev Champignac. |
| Men Franquin gav senere Viggo chancen for at spille en mere betydningsfuld rolle i Splint & Co. I den urkomiske Et værre cirkus fra 1966 er det Viggo, som sammen med tre skøre aber bærer hovedansvaret for løjerne - og historien. Og uden Vakse Viggo ville den sidste Franquin-episode, Ballade i Champignac næppe være kommet i gang. |
|
| Franquin
& Co. Der kan ikke herske
tvivl om, at det var Franquin, der udviklede Splint & Co. til en af
tegneseriemediets mest bemærkelsesværdige humoristiske eventyrserier. |
| Fournier Splint & Co. var i hænderne på Fournier indtil 1979. I denne
periode stod serien udviklings- mæssigt temmelig stille. |
|
| til sprillen af
Franquin«. I de følgende albums kan figuren kun opleves som emne for plakater, som
tøjdyr o.l. Senere fik spirillen sin egen tegneserie samt en kortvarig Disney tegnefilm-serie, at optræde i, men det er en anden (og sørgelig) historie, som ikke skal fortælles her. |
|
Det kan diskuteres om
det var godt eller dårligt, at Fournier ikke fik retten til at anvende spirillen. I
Franquins streg har denne figur ( og de fleste andre ) samme spændstige udtryk som en
stålfjeder. Fourniers figurer er betydeligt slappere konstrueret. Fournier tilførte selv serien figurer som den japanske videnskabsmand og tryllekunstner Itoh Kata. Men selvom han havde kaniner i hatten, fik han aldrig helt karakter og udtryk nok til at blive mere end en bifigur på gennemrejse. Fournier var tegner og fortæller af 9 albums. Og man må erkende at i hvert fald tre af disse hæver sig langt over tegneserie-gennemsnittet. I Tora Torapa, Den |
| forsvundne Gri-Gri og Varsleren lykkedes det Fournier at fortælle rigtigt morsomme og spændende historier, samtidig med at han forsøgte at finde nye fortælletekniske veje. |
| Cauvin
& Nic Fourniers sidste Splint & Co.-episode, Bønner overalt, sluttede i 1979. I 1980 overtog tegnefilmanimatoren Nic Broca sammen med forfatteren Raoul Cauvin Spirou et Fantasio fra Fournier, og sammen realiserede de indtil 1982 de tre album La ceinture du grand froid, La boîte noire og |
|
| Les faiseurs de
silence. Det blev vel nok seriens sorteste periode reaktionerne fra kolleger taget i
betragtning. Hertil har Cauvin denne kommentar i Kris de Saegers album Fra Cauvins
arkiv: "Fournier blev fyret fra Splint & Co. på en ikke særlig elegant måde, og Dupuis søgte nogen til at overtage serien, som jo nødvendigvis skulle fortsætte i bladet. Men man kunne ikke finde nogen, der ville... undtagen Nic Broca. Jeg blev bedt om at skrive et manuskript, og helst et, der var så enkelt som muligt. Jeg måtte for eksempel ikke bruge en eneste af Franquins bifigurer. Jeg skulle begynde fra nulpunktet og bygge alt op påny. Allerede fra første aflevering var der ingen der brød sig om det, mindst af alle vore kolleger. De skrev sågar til bladet, at Broca var en klodrian. De ville af med ham! Jeg har aldrig forstået, at de kunne hidse sig sådan op over en person, der gjorde sit bedste med noget, ingen andre ville røre ved. Det var meget hårdt for Broca, og jeg beundrer hans modstandskraft. De fleste havde mindst begået selvmord efter al den kritik. Efter tre album gav vi op. Og dog havde ikke en eneste almindelig læser skrevet ind for at beklage sig over vores arbejde, og albummene solgte også udmærket. Jeg opfattede Splint som en slags Tintin, en spejderdreng. Man havde bedt os om at anbringe ham i en mere moderne tidsramme. Altså ville jeg give ham nye omgivelser og indføre videnskabelige elementer. Langsomt, men sikkert skulle der fyldes mere og mere på, nye bifigurer og så videre. Men reaktionerne fra det professionelle miljø chokerede Broca dybt. Jeg er altid blevet ved med at forsvare ham." |
| Tome
& Janry Derefter blev
serien overgivet til Tome og Janry - efter at Yves Chaland havde været inde i
billedet som ny tegner på en episode, som "kun" blev bragt som føljeton i Spirou.
Den udkom ikke som album i den normale udgivelsesrække. |
|
humoristiske
voldsomheder end Franquin. Et forhold, som kun var en gevinst for serien. |
|
Samtidig lægger man mærke til, hvordan egernet Spip langsomt overtager spirillens rolle hos Tome & Janry. Både hos Franquin og Fournier har Spip leveret ironiske fodnoter. Men gradvist kom dem til at indgå stadig mere aktivt i handlingen - både som humoristisk islæt og |
problemløser. En rolle, som dette charmerende dyr fortjente efter i så mange år at have levet i skyggen af spirillen! |
| Indtil 1995 stod Tome
og Janry for 9 album i den oprindelige Splint & Co.-serie, bl.a. det gagfyldte
og udtryksspækkede mesterværk StORT uheld i Champignac, hvor de veloplagt spiller
videre på og udvikler Franquin’s temaer. Efter dette udkom seriens 40. danske album, Lunefulde Luna, |
|
hvor Tome og Janrys yndlingsskurk, gangsterkongen uheldige Vito endnu en gang gør livet surt for Splint og Kvik, men hvor de også undervejs får et par kvindelige modspillere med en erotisk udstråling, som indtil da har været et forholdsvis ukendt begreb i seriens univers. |
|
|
Erotiske undertoner
finder man også i det foreløbigt sidste album Jagten på Splint. Her insisterer
Myg ikke kun på at blive tiltalt ved sig virkelige navn, Sophie. Hun er også ganske
åbenlyst lun på Splint og iklædt en sexuel udstråling, som hun har holdt godt skjult i
tidligere album. Som albummets danske redaktør, Carsten Søndergaard, siger: |
|
|
"Tome og Janry tager på en
måde afsked med den post-franquinske stil, som de egentlig har udviklet løbende gennem
de senere mange album hen i retning af en mere realistisk og mindre banal stil. Denne gang
tager de blot et kraftspring i retning af en mere ungdoms- og voksenpræget udgave af
Splint." Som en understregning af fornyelsen har Tome og Janry desuden ladet Splint smide sin piccolouniform. Dermed er den sidste rest af Rob-Vels oprindelige ide væk, men det samme er tegnet på Splints væsentligste opgave: at stå til tjeneste for gæsterne i tegneserieland og sørge for deres velbefindende. I stedet er han på flugt. Som Carsten Søndergaard udtrykker det: "Ordren er, at han skal skydes, når han bliver fundet. Hvordan er det gået ham sådan? |
|
Hvordan er den renhjertede helt, vi
kender så godt, blevet samfundets fjende nummer et? For første gang i sin tresårige
karriere forstår Splint ingenting!" Selvfølgelig forstår han ingenting. Han befinder sig nemlig i et helt andet tegneserieunivers, end det han er skabt til. Et for ham fremmed univers, som ikke klæder ham. Man har fornemmelsen af at stå med et album skabt til Tomes serie Soda i hånden. Et album i let karikeret, men realistisk stil – visuelt flot fortalt, men totalt blottet for den underfundige humor og de flot turnerede grafiske gags, som har været et kendetegn for serien siden starten. Og et album, som har sat sig for radikalt at gøre op med den oprindelige myte, sætte en anden i stedet og placere serien i en genre vidt forskellig fra den oprindelige. |
| Splint og Kvik er næppe til at genkende – i hvert fald har de totalt ændret karakter – og Spip er reduceret til et umælende kæledyr, hvis tilstedeværelse nu nærmest må kaldes en dårlig vane. |
| Hvis Jagten på
Splint afstikker stilen for kommende Splint & Co.- album vil jeg lade denne
artikel være en nekrolog over en forrygende humorserie og et eventyrligt univers som fik
en værdig afslutning med Lunefulde Luna i 1995. Og så vil jeg benytte lejligheden til at byde velkommen til en ny velfortalt, men også noget rutinepræget actionserie, som lidt forvirrende har fået titlen Splint & Co. Man kunne jo forledes til at tro, at den havde noget tilfælles med den klassiske serie med samme titel! |
|
